Farvel Farvel!!!
Så er det efterhånden ved at være tæt på at jeg skal hjem, og de sidste dage har været lidt specielle da folk for en uge siden så småt begyndte at vende næsen hjemad. En meget mærkelig situation det med at møde folk og bruge så meget tid med dem for så at sige farvel 5 måneder senere og højst sandsynligt aldrig komme til at se 99% af dem igen, men sådan er det jo desværre. Det har været så fantastisk at være afsted og noget jeg aldrig vil glemme og der er da et par stykker af dem jeg har mødt som jeg regner med at se igen engang til næste år. Blandt andet har jeg store planer om at besøge en af de amerikanske piger Lizzie og holde thanksgiving med hendes familie næste efterår.

Halloween
For små to uger siden holdt vi en kæmpe halloween fest og på trods af en eksamen tidligt lørdag morgen blev der bestemt ikke holdt igen. Jeg var klædt ud som sort balletdanser, så jeg brugte en god time på at male hver eneste kvadratcentimeter af min krop mørkebrun og havde derudover købt mig et lille hvidt balletskørt og nogle hvide vinger. Kom ikke lige op i ordentlig tid til eksamen så jeg nåede ikke i bad og måtte derfor tage afsted som neger. Åbenbart var det ikke så populært for de ringede efter en eksamensansvarlig der kom ned og sagde at de nok var nødt til at sætte mig i enerum så jeg ikke ødelagde andres folks koncentration. Brugte en del tid på at diskutere med ham da jeg synes at det var lidt tåbeligt, havde jo ikke tænkt mig at rende rundt og råbe og skrige under eksamen. Det endte med at jeg fik lov at blive sammen med de andre, men det blev da noteret ned at jeg var udklædt i tilfælde af at der var nogen der skulle finde på at klage.
Ellers har der ikke været nogle problemer med eksamen og de 3 første er overstået og jeg mangler nu kun en enkelt imorgen eftermiddag og så er det ellers slut.

VM i fodbold
Lige pt bliver det første VM i U17 kvindefodbold afholdt her i New Zealand og vi var en 15 stykker der tænkte at vi lige ville smutte ud og se åbningskampen mellem Canada og New Zealand som iøvrigt var i pulje med Danmark og grine lidt af hvor håbløse de var, men det viste sig at blive en ganske underholdende aktivitet og der var næsten 14.000 tilskuere, hvilket er det højeste tilskuertal til en kvinde sportsgren i New Zealand nogensinde. Til kampen mødte mig og en af de andre danskere Sigurd nogle danske piger og vi aftalte at tage ud og se danmark spille mod NZ et par dage efter. Det var super sjovt at se Danmark spille og ganske underholdende at være cirka 40 danskere der skal prøve at heppe om kap med 11.000 kiwier. Danmark vandt kampen og efter min mening vandt vi også på lægterne.

Danske Piger
Siden fodboldkampen har Sigurd og jeg haft en par hyggelige aftener med de danske piger vi mødte. Efter et par måneder på engelsk er det ret befriende at snakke dansk. Selvom jeg nu føler mig rimelig habil udi det engelske sprog er det nu alligevel lettere på mit eget modersmål. Igår havde de arrangeret en vaskeægte dansk julefrokost med alt hvad der sig dertil hører, dog lige med undtagelse af snapsen som ikke er den mest almindelige vare i liquor shops hernede. Både Sigurd og pigerne bor i KBH så mon ikke man kommer til at se lidt til dem når man kommer hjem engang.

What a day!
Forleden dag tog mig Craig og sydafrikaneren Lance en tur til noget der hedder One Tree Hill. Hvorfor de har valgt at kalde det det er mig en gåde for der var cirka en milliard træer rundt om bakken og på selve bakken var der ikke et eneste. Men hvor om alting er, så er der en super lækker park med en masse grille og tilhørende brænde så vi slog os rigtig løs med at lave en traditionel sydafrikansk gryderet (pochie tror jeg nok det hedder) i en stor støbejernsgryde. Alt i alt tog det næsten 6 timer at lave det, men så var det til gengæld også noget nær det bedste jeg nogensinde har smagt i hele mit liv. Nu var det jo ikke fordi vi kokkererede intensivt i 6 timer så der var også tid til at nyde et par kolde øl, høre musik, spille bold og snakke med nogle af de andre grillende og alt i alt var det bare en super super hyggelig dag og en ganske god afslutning på vores tid sammen for mig og de to andre.

Valg og de sidste 3 uger
Vil lige tillade mig at kommentere på det politiske system her i NZ. Der var for 2 dage siden valg hernede og den siddende Labour regering blev væltet af pinden til fordel for National, men det er nu ikke det der er det interessante. Det der er værd at lægge mærke til at man hernede har 120 pladser i parlamentet, og jeg ved ikke hvem der har fået den fremragende ide med et lige antal pladser, men det er måske bare mig der synes at det virker noget tåbeligt?
Efter min eksamen imorgen smutter vi en 5 stykker afsted til Bay of Islands oppe nordpå og bor i entent telt eller campervan alt afhængig af vejret indtil lørdag. Mandag den 17. tager jeg så et smut til Christchurch igen sammen med en dansk pige Laura indtil den 21. I Christchurch skal jeg blandt andet lige et smut forbi hospitalet og besøge en pige, men det er en længere og ganske tragisk historie som jeg ikke lige kan overskue at begynde på her klokken halv 3 om natten. Efter Christchurch er planen at køre til hovedstaden Wellington med Craig og se lidt Lord of The Rings ting, man er vel en nørd!!!
Nåh, nu vil jeg hoppe i seng så jeg kan komme op og begynde at få pakket alle mine ting sammen.

Phil Collins
Inden jeg starter på at berette om hvordan min ferie gik, er jeg lige noedt til at knytte en enkelt kommentar til Phil Collins, som da jeg ankom til New Zealand lå nummer et på alle landets hitlister (Han er nu røget ned på 5. pladsen). Nogle tænker måske at gode gamle Phil atter engang har begået et kæmpe hit. Dette er dog ikke tilfældet. Nummeret er “In the air tonight” og er fra 1981 og det alt sammen på grund af en reklame for Cadbury chokolade hvor en gorilla spiller trommer til den sang. Der går nærmest ikke en time uden man hører nummeret spillet.

Klik for større billede

Pandekager, Mums Filibaba
Efter en hyggelig dag i bilen på tværs af øen med masser af stop undervejs, blandt andet for at have en lille sneboldskamp, den første jeg nogensinde har haft i begyndelsen af september, havde vi lige tid til at køre lidt nord og drikke en kold øl og se solen gå ned ved Pancake Rocks i nærheden af Punakaiki. Pancake Rocks var super flot og vi fik taget en masse gode billeder inden det blev mørkt og vi gik igang med at kokkerere gourmet retten tomatsuppe med pasta. Gasbeholderen der fulgte med fra udlejningsfirmaets side var naturligvis næsten tom så vi fik aldrig vandet op at koge måtte tage til takke med halvkogte penne overhældt med kold dåse suppe, ikke det bedste jeg har fået, men det var nu ret sjovt. Samtidig blev det også klart for os at vi var kommet længere sydpå, for temperaturen var noget lavere end på nordøen. Heldigvis fulgte der kun en stor dyne med så vi kunne ligge rigtig tæt………… HMMMM, eller også også havde det været bedre med 2 soveposer da vi den første nat havde en mindre episode. Hvis jeg siger drømme om en pige så har jeg vist ikke sagt for meget.

Hey ho hey ho, its down the coast we go
Vi havde ikke rigtig lagt en plan for hvad vi ville se på turen, det eneste vi vidste var at vi skulle til Queenstown og springe bungyjump. Vi brugte de næste par dage på at køre ned langs vestkysten hele vejen til Queenstown. Da jeg jo ikke har kørekort var Craig nødt til at køre hele vejen, så for at det ikke skulle være alt for træls for ham kørte vi ikke særlig langt hver dag og vi havde en masse små stop undervejs såsom da vi på trediedagen efterhånden virkelig trængte til et bad, fandt et vandfald og hoppede i. Oh my god det var nok den koldeste oplevelse jeg længe har haft, hvorfor er der aldrig nogen der har fortalt mig at smeltet sne ikke er varmt. Udover en tur i vandfaldet havde vi en milliard små oplevelser på turen men de er lidt svære at forklare når man ikke er ansigt til ansigt så dem får i når jeg kommer hjem og så jeg vil holde mig til de lidt større ting her.

Lortevejr
Vi havde glædet os en del til at se to store gletschere på vejen til Queenstown, og hvis vejret havde været med os kunne vi have set det samme som på disse billeder

Men vejret var bestemt ikke med os, så da vi ankom havde de sat et stort skilt op der kort og godt sagde at de på det kraftigste frarådede folk at nærme sig gletcheren. Vi valgte naturligvis at overhøre dette råd og traskede afsted i det vildeste uvejr i shorts og kondisko. I dalen foran gletcheren var der nogle ret vilde floder vi var nødt til at krydse for at komme helt derop, så der blev sprunget fra sten til sten og vi blev ret hurtigt fuldstændig gennemblødte. Efter små 10 minutters gang mødte vi en guide der under normale omstændigheder ville have vist en gruppe turister rundt. Han sagde at han ikke kunne lade os gå videre før han var sikker på at vi fuldstændig forstod farerne ved at fortsætte. Der var åbenbart overhængende fare for at en stor del af gletcheren ville brække af, dette ville betyde at hele dalen ville blive fyldt med vand på små 45 sekunder så hvis det skete var det eneste vi skulle tænke på at “Haule ass” og komme op af en bjergskråning. Nu var vi kommet så langt så vi sagde at det var vi godt klar over, men vi ville alligevel gå videre. Vi nåede aldrig helt frem til gletcheren da vejret bare blev værre og værre, og floderne blev alt for vilde til at vi turde krydse dem. Man havde en fornemmelse af at hvis vi røg i vandet så var der ikke noget at gøre andet end at krydse fingre og håbe på det bedste, så vi måtte indse at vi var nødt til at vende om.
Inden vi kørte videre fik vi os en lækker gang morgenmad på en cafe hvor de viste US Open finalen mellem Federer og Murray. Da Murray jo er skotsk ligesom Craig var vi nødt til at se det.

Dart og Rugby
De næste par dage blev det en slags tradition at vi stoppede i de forskellige små byer vi kom forbi, fandt den lokale pub og nød en pint Speight “The pride of the south” mens vi spillede ufatteligt meget dart. Craig var ret sikker på at hans britiske aner ville sikre ham sejren, men istedet endte det med at han nok aldrig spiller dart med en dansker igen. Den ene aften var det planen at vi skulle ende køreturen i en lille by på vestkysten der hedder Haast. Her skulle vi se semifinalen i Rugby League turneringen mellem Auckland Warriors og Melbourne Storm. Vi var ca 80 kilometer fra byen da benzin lampen pludselig begynder at blinke. Fornuftige mennesker ville nok være stoppet på den tankstation der var cirka en kilometer væk, men på en eller anden måde fik vi gejlet hinanden op til at vi skulle chance den og køre hele vejen, så vi skruede op for musikken rullede vinduerne ned og gik igang med at ryge en masse smøger mens vi nærmest dirrede over hele kroppen over denne vanvittige udfordring vi havde sat os selv
Utrolig nok lykkedes det os faktisk at komme frem uden at løbe tør og vi havde en rigtig god aften med god rugby i en tætpakket pub.

The Amazing Labyrinth og en venlig dame
Efter Haast forlod vi vestkysten og kørte mod Wanaka som er på vejen til Queenstown. I Wanaka kom vi tilfældigvis forbi et underligt lille sted med en stor labyrinth og nogle illusions rum. Det så lidt tamt ud men vi besluttede os for at give det en chance. Da vi kom ind bad en ældre dame os om at betale de 20 dollars per person som det kostede. Vi syntes det var lidt dyrt og spurgte om ikke man kunne få “a good looking european guy discount”. Det kunne vi ikke, til gengæld havde hun problemer med en lampe i receptionen og da Craig løj og sagde at han for ganske nylig havde taget et elektriker kursus lod hun os gratis ind hvis vi kunne reparere lampen………… Og det gjorde vi så.
Jeg betragter mig selv som et nogenlunde intelligent menneske og var ret overbevist om at vi ville storme igennem labyrinten på ingen tid, men selvom vi skyndte os alt hvad vi kunne lykkedes det os faktisk at bruge ca halvanden time på at komme igennem, og det var egentlig ret sjovt. Inden vi forlod stedet skulle jeg lige en tur på toilettet, men blev stoppet på vejen af den ældre dame fra tidligere der spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe med endnu en ting. En pære cirka 8 meter oppe i et stort illusionsrum var sprunget og hun turde ikke selv kravle op af stigen. Da jeg havde hjulpet hende spurgte jeg om hun kendte til et sted hvor det var muligt at få et varmt bad da vi kun havde fået trucker bade siden vandfaldet. Den helt fantastiske dame sagde at vi da hellere end gerne måtte køre hjem til hendes hus og snuppe et bad, døren var åben så vi kunne bare gå ind. Ikke lige hver dag man møder folk som hende så vi huskede også at efterlade en buket blomster da vi smuttede.

Bungy jump og downhill running
Næste dag ankom vi til Queenstown og bookede straks et bungy jump til mig. Craig havde lige inden han kom til New Zealand sprunget et højere bungy jump i Sydafrika og ville derfor ikke bruge pengene på det, men intet kunne holde mig fra et 134 meter spring i en lille kløft. Waaaah Waaaah Wooooom hvor var det fedt. Var ret overbevist om at jeg ikke ville kunne få mig selv til at springe, men da først jeg stod der var det intet problem. De første 2 sekunder føltes det fuldstændig som om at man ikke var spændt fast til noget og man fik noget af et sus i maven. Det er helt sikkert noget jeg skal prøve igen. Jeg er også lige nødt til at rette mig selv. Jeg har vist fået sagt at det var verdens næsthøjeste spring, men tilsyneladende er der et nyt spring i Hong Kong som er 234 meter så jeg vil prøve at se om jeg kan forlænge min ventetid der en smule på vejen hjem så jeg kan prøve det også.
Queenstown er en ret fed by med vildt mange extreme aktiviteter og en masse fede barer og helt sikkert et sted jeg gerne vil tilbage til en dag. Midt i byen er der et stort bjerg man kan komme op på toppen af via nogle “Gondolas”. Vi var lidt for nærige til at betale for det og vandrede istedet til toppen det var meget hårdt og besværligt så da vi skulle ned igen tænkte vi at vi ville have det til at gå lidt hurtigere og valgte derfor at løbe hele vejen ned af nogle off-road cykelruter. Vi havde regnet med at vi ville ende hvor vi startede, men havnede på den anden side af bjerget helt forrevne og kunne så bruge små 2 timer på at gå tilbage.

Mount Cook og en sjov nat
Vi brugte kun halvanden dag i Queenstown da vi gerne ville nå tilbage og have et par dage i Christchurch inden vi skulle hjem igen. Første stop på vejen hjem var en masse bjerge midt på øen hvor man blandt andet finder New Zealands højeste bjerg Mount Cook. Vi pakkede vores gasblus i en rygsæk og drog afsted på en små 5 timers vandretur op ad bjergene og fandt så en lille top hvor vi lavede os en kop te og lidt frokost og spillede et slag skak mens vi bare nød den helt fantastiske udsigt.
Om aftenen besluttede vi os for at vi havde brug for et ordentligt sted at kokkerere, tage et bad og oplade vores telefoner så vi fandt en caravan park og betalte for en nat der. Det var så dejligt at få et ordentligt måltid mad og bare slappe af, så da vi næste dag kom forbi byen igen var vi enige om at succesen skulle gentages. Det eneste problem var at vi ikke gad betale for det en gang til så i ly af natten trillede vi meget forsigtigt ind på pladsen. Vi ville lave mad og tage et bad og så ellers smutte igen, men det gik hverken værre eller bedre end at vi satte brandarlarmen igang mens vi lavede mad, og så var vi ligesom afsløret og måtte punge ud. Efter vores lille middag blev vi inviteret på vild druk i et lille baglokale hvor ejerne af stedet holdt til. Her blev vi involveret i en af de mærkeligste aftener på turen. Tilstede var moderen på omkring de 40, hendes 16 årige søn der helt åbenlyst havde damp og bare var super mærkelig, hendes 20 årige datter plus kæreste der havde deres 3 årige til at sove i en stor bus uden for hvor da allesammen boede. Hvis jeg siger white trash så er det vist en ret god beskrivelse af familien. De var allesammen usandsynligt fulde og spillede et hav af drukspil mens de ellers råbte og skreg af hinanden. Efter et par timer syntes sønnen at det var passende at hente sin luftpistol og begynde at skyde på mig og Craig. Efter et stykke tid snuppede jeg pistolen fra ham og sagde at nu var det hans tur. Han prøvede at løbe, men faldt og vred hans knæ af led, vi stod allesammen og grinede lidt af ham mens han lå der og vred sig, men efter et stykke tid besluttede søsterens kæreste sig for at holde ham fast mens hans mor satte hans ben på plads. Da han omsider var ok igen var han meget sur over at vi havde grinet af ham og ville nu slås med mig og Craig, så mens søsterens kæreste holdt ham tilbage sagde hans mor at vi nok hellere måtte tage vores øl og smutte tilbage til vores bil.

Tilbage til Christchurch
Dagen efter gik turen mod Christchurch, vi havde et enkelt stop på vejen ved Lake Tekapo og Church of the Good Shepherd, ikke så meget at sige andet end at det bare var flot.
Vi havde på forhånd besluttet os for at vi ikke ville betale for at bo nogle steder i Christchurch så jeg havde derfor fået arrangeret med en pige her fra kollegiet at vi kunne komme og besøge hende og hendes forældre og få et godt måltid mad. De boede i det mest fantastiske hus på toppen af en stor bakke med udsigt over hele Christchurch og fik det nok bedste måltid på hele turen, en dejlig blød seng at sove i og en fantastisk morgenmad. Efter natten der tog vi tilbage og afleverede bilen og pigen vi lavede en aftale med da vi lejede bilen sagde at vi kunne komme med hjem til hende og så ville hun ellers køre os rundt til en masse ting i nærheden af Christchurch de næste par dage, så det endte med at vi boede hos hende, fik en ordentlig bytur og lavede en masse afslappende ting såsom at køre til Hamner Springs og bade i varme kilder og en masse andet. Hun kommer iøvrigt til Auckland og besøger os i næste måned og så tager vi hende med til Coromandel Beach hvor varme kilder løber under sandet hvilket betyder at hvis man lejer en lille spade så kan man grave sig sin egen lille opvarmede pool. Er også nødt til lige at nævne at vi brugte en del timer på at spille kæmpe skak på torvet i byen med en masse lokale som tilsyneladende brugte hver eneste dag der. Det er sindsygt svært at spille, for det første fordi at det er svært på samme måde at overskue et kæmpe bræt og for det andet fordi at der står cirka 30 personer rundt om brættet og kommenterer hver eneste træk man laver…………. Hvem havde troet der fandtes skak hooligans?
Efter et par gode dage i Christchurch hoppede vi på flyet tilbage til Auckland og for mit vedkommende tilbage til en masse gruppearbejde, og så i min ferie, det er helt til grin.

Siden da
Siden jeg kom tilbage har jeg ikke foretaget mig så meget, har mest af alt knoklet med skolearbejde og så ellers haft en masse sjove byture. Den ene morgen var vi trætte af altid at bruge tømmermænds dage på bare at sidde og have ondt af os selv, så vi endte med at samle 10 personer og så stable en “skattejagt” på benene, hvilket betød at vi i 5 hold skulle rende byen rundt og finde alverdens mærkelige ting såsom et stykke snor i præcis den rigtige længde, a piece of nothing pie in a pie box, et billede af holdet sammen med en hjemløs og en mand ved navn John. Lyder måske lidt åndet, men det var ganske skægt. Igår var vi til Diwali “The festival of light” en kæmpe indisk en dags festival med masser af mad, musik og dans her i Auckland. Glemte kamera så jeg har desværre ikke nogle billeder af det.
Min bedste oplevelse siden jeg kom tilbage har ubetinget været at jeg forleden havde en vaskeægte olympisk guldmedalje fra Beijing om halsen. Godt nok fra handikap OL, men alligevel. Der bor en gut her på kollegiet som mangler begge ben og halvdelen af den ene arm og han slog sgu lige verdensrekorden og hev guld med hjem. Da jeg havde en del tømmermænd gik det ikke lige op for mig at han blev filmet til New Zealandsk TV så om en lille måneds tid kan jeg se mig selv i fjernsynet spørge efter en saks så jeg kan klippe guldmedaljen af ham. Danskere bliver aldrig velkomne hernede igen.

The “Black” brand
Så lykkedes det mig endelig at få færdiggjort dette indlægt, men inden jeg smutter vil jeg lige snakke lidt om noget jeg synes er lidt interessant, måske kun for mig, but here goes. I ved allesammen hvordan det New Zealandske rugby hold bliver kaldt the All Blacks. Dette er faktisk det ubestridt stærkeste brand i New Zealand og derfor hedder næsten alle herre landshold fra New Zealand noget med black. Således har de the black caps (Cricket), the tall blacks (Basket), the black sticks (Hockey). ville bare lige nævne det .

]]> http://juelsgaard.wordpress.com/2008/10/03/ferie-plus-det-l%c3%b8se/feed/ 2 juelsgaard Arthurs Pass glacier-21 glacier1 http://juelsgaard.wordpress.com/2008/08/17/flere-billeder-2/ http://juelsgaard.wordpress.com/2008/08/17/flere-billeder-2/#comments Sun, 17 Aug 2008 11:20:40 +0000 juelsgaard http://juelsgaard.wordpress.com/2008/08/17/flere-billeder-2/ ]]>

Rugby
Nåh, nu er det vist på tide at få skrevet lidt igen. Så lad mig starte hvor jeg slap sidst.
Lige siden jeg under rugby VM 2003 så min første rugby kamp har jeg været fascineret af den sport og har haft hede drømme om en dag at se en rigtig rugby kamp, og det har jeg så opnået nu. Skal man gøre noget skal man gøre det ordentligt og det bliver vel ikke meget større end et godt gammeldags arvefjende opgør mellem Australien og New Zealand. Der var en helt fantastisk stemning på stadion (Eden Park) og at All Blacks så valgte at smadre Wallabies 39-10 gjorde bare det hele endnu bedre. Som sagt var stemningen og kampen helt fantastisk, men intet, og jeg mener intet, kommer i nærheden af at opleve All Blacks spillerne udføre Hakaen (en traditionel maori krigsdans). Man får gåsehud over hele kroppen mens det står på og det er en af de mest vilde oplevelser jeg har haft. Hvis man skulle være interesseret i at se dem udføre Hakaen er der et link her. Det er cool men kommer ikke i nærheden af at opleve det live.Watch the haka here!!!!

Working 9 to 5
Uni-baren her på AUT hedder VesBar, hvorfor har jeg ingen anelse om, men det er under alle omstændigheder et ganske hyggeligt sted hvor vi har brugt en del tid. Hver tirsdag er der quizaften og vi var et par stykker der bankede et hold sammen og vandt for en 2 ugers tid siden. Mig og Craig besluttede os samme aften for at høre om de måske manglede noget arbejdskraft til nogle af deres musik arrangementer, og det var vi så heldige at de gjorde. Nu ligger landet desværre sådan at hverken mig eller Craig har en arbejdstilladelse så vi har fået det arrangeret det sådan at vi arbejder for øl. Det lyder måske åndssvagt, men da vi alligevel bruger en stor del af vores penge på lige netop øl er det vel egentlig smartere bare at fjerne mellemmanden. Vi får iøvrigt også en del rabat som ansatte hvilket betyder at en liter fadøl kun koster os i omegnen af 15 kroner.

Waiheke Island
Forleden tog mig, Craig og Nikkie (Holland) på hvad der skulle have været en hyggelig og afslappende endagstur til Waiheke Island der næst efter nord og syd øen er den mest befolkede ø i New Zealand og kan prale af mere end 100 strande, som f.eks Oneroa Beach

Efter en lille time med færgen ankommer vi til færgehavne

n i den lille kystby Matiatia og Hollænderen og Danskeren der jo er vant til at cykle i lande uden bakker fik den fremragende ide at leje cykler og komme rundt på øen på den måde. At det kun var muligt at leje mountainbikes ledte dem ikke på sporet af at de måske havde en ganske anstrengende dag i vente. Tror aldrig jeg har cyklet/trukket op af så mange bakker/bjerge før. Det længste vi kørte uden at der var en bakke har vel været 150 meter eller sådan noget, men vi havde nu alligevel en super hyggelig dag og fik set en masse. Jeg bør måske lige nævne at vejret hernede er blevet betydeligt bedre, en smule koldere men med knap så meget regn som i de første uger.

Av min fod
På selveste dagen hvor OL blev skudt igang var jeg ude og spille fodbold med en masse amerikanere. Det ville være synd at sige at der er gået en fremragende fodboldspiller tabt i mig, men sammenlignet med en gang baseball nørder fra over there var jeg sgu en ren Ronaldinho, så den kamp nød jeg i fulde drag. Desværre sluttede vores lille kamp med at en af amerikanerne besluttede sig for at placere sin hæl lige der hvor jeg havde tænkt mig at sparke, så jeg slog min fod ret meget og måtte noget ynkelig halte tilbage til kollegiet. Kløgtig som jeg er troede jeg at jeg kunne dulme mine smerter med alkohol, men som aftenen skred frem gjorde det alligevel mere og mere ondt og jeg blev efterhånden ret overbevist om at jeg havde brækket et eller andet i foden og tog derfor en taxa til den nærmeste skadestue hvor jeg efter 4 timers venten endelig fik taget røntgenbilleder og fik snakket med en læge. Heldigvis var min fod ikke brækket, men jeg har til gengæld næsten revet en sene helt over i fodryggen og har humpet rundt i en uges tid nu. Lægen anbefalede at jeg holdt min fod i ro i en uges tid hvilket jeg naturligvis har valgt at ignorere, hvorfor det nu har ændret sig fra at gøre super ondt et sted i foden til at hele min fod nu gør forholdsvis ondt.

Slap dog af med de alkoholregler
Man skulle tro at når man kom til et britisk land så ville det være ganske let at købe alkohol, men jeg har måttet sande at det ikke forholder sig sådan. Jeg har måske skulle vise ID de første 50 gange allerede, og man skal altså kun være 18 for at kunne købe sprut og øl, men de er meget opmærksomme på at følge reglen om at hvis man ser ud som om man er under 25 så spørger de om ID. Det er også forbudt at sælge alkohol i barer og på diskoteker hvis folk er berusede hvilket et eller andet sted fuldstændig ødelægger meningen med at tage på bar. Deres alkohollove er sindsygt strenge hvilket blandt andet betyder at hvis en bartender serverer alkohol til en person der er for ung så kan bartenderen få en bøde på op til 10.000 NZ dollars (ca 40.000 kroner) og hvis politiet møder folk der er for fulde på gaden spørger de hvilket bar personen sidst har været på og baren får dernæst en bøde.
Nogle vil måske argumentere for at det er godt at det ikke er så let for unge mennesker at drikke sig fra sans og samling, men efter en del fester med Kiwier og Amerikanere vil jeg tillade mig at argumentere for det modsatte. De fleste af os europæere har nogle gange stået og måbende kigget på hvordan disse totalt urutinerede personer på omkring 20 år går fuldstændig amok og overhovedet ikke kan styre deres brandert. de fleste af dem kommer aldrig med i byen fordi de ikke holder mere end 2 timer og så er de også ganske glade for at brække sig alle mulige steder (læs sofaer, gulvtæpper, elevatorer). Så er det da bedre at få lidt sund alkoholkultur i en tidligere alder

Åh nej, også på kollegiet
De strikse alkoholregler har også fundet vej ind på kollegiet der i forvejen har en meget besynderlig samling af pusseløjerlige regler og bøder såsom:

1) Man må ikke rapelle ned af bygningen – 25 dollar bøde
2) Hvis man har sex skal begge parter indvilge i det ellers får man en 200 dollar bøde, hvilket i realiteten betyder at man kan smide 800 kroner og så frit voldtage hvem man har lyst til.
3) Man skal ansøge om at holde fest, dog maks en om ugen. Til festen må man maks være 15 personer og en af disse skal være ædru og må ikke have drukket nogen form for alkohol i op til 6 timer før festen starter. Desuden er det et krav at man serverer varm mad og at man oplyser hvilken mad og i hvor store mængder.
4) Man må ikke tisse eller brække sig på en upassende måde – 50 dollar bøde, og sådan kan jeg blive ved

Slut for denne gang
Nåh, det må vist være nok for denne gang, har sikkert glemt en masse men sådan er det jo. I næste weekend tager vi til Coromandel Peninsula (se billedet)og bor et par dage, og så er der snart 2 ugers ferie hvor den blandt andet kommer til at stå på verdens næsthøjeste bungyjump.

Så er de første 3 uger så småt gået her på den anden side af jorden og Kasper har besluttet sig for at skrive en blog, noget jeg ellers ikke havde regnet med at jeg nogensinde skulle komme til at gøre, men nu kan jeg da strege det fra listen over ting jeg skal nå inden jeg fylder 30. Vil allerede nu gerne undskylde for at den bliver utroligt lang og stortset uden kommaer og de kommaer der er er højst sandsynligt placeret forkert. Samtidig vil jeg gerne rette en speciel kommentar mod min mor og sige: “Bare rolig, jeg skal nok lade være at finde en Kiwi tøs og flytte til New Zealand permanent”

Turen herned.
Nåh, men nu til selve bloggen. Efter 6 dages hårdt arbejde og en masse fester i det sydsvenske tog jeg noget træt og udkørt til lufthavnen og kunne se frem til små 27 timers flyvning med mellemlandinger i London og Hong Kong. Tror kun jeg samlet set fik sovet en to timers tid eller sådan noget da jeg naturligvis kom til at sidde ved siden af en kvinde af den store slags der tilsyneladende ingen søvn problemer havde og konstant lænede sig i min retning og snorkede. Det betød så til gengæld at jeg havde rig lejlighed til at se et par film, men størstedelen af tiden gik nu med at se en masse gamle “All Blacks” rugby kampe (NZ´s rugby hold bliver kaldt the All Blacks).
Ved ikke hvordan andre folk har det med flymad, men jeg elsker det. Det er så hyggeligt at sidde med alle mulige små pakker med forskellige retter og sortere dem på den lille bakke, men det er nok noget autistisk pjat.

De første dage.
Den første dag i Auckland begik jeg den kæmpe brøler at gå i seng klokken 13 da jeg var fuldstændig smadret efter turen. Dette betød at jeg vågnede ved midnat og ikke kunne sove mere og de næste par dage vågnede jeg mellem klokken 5 og 6 hver morgen………… Meget irriterende!!!!!
På andendagen mødte jeg en hyggelig Østrigsk gut Johannes som jeg brugte et par dage sammen med. Vi var blandt andet på en tur til vulkanøen Raingitoto som er den yngste og største vulkanø i NZ, og udsigten fra toppen af selve vulkanen var helt fantastisk, ville ønske at man kunne indfange den slags ordentligt med et almindeligt kamera, men sådan er det jo desværre ikke. Turen til vulkanøen var var samtidig også den eneste dag med godt vejr indtil nu her i Auckland. Ikke fordi at vejret som sådan er dårligt, det er bare helt fuldstændig vanvittigt omskifteligt. Man kan gå rundt i lækkert solskinsvejr for så 10 minutter senere at befinde sig i det vildeste regnvejr man kan forestille sig, og 5 minutter senere er man atter ved at svede sig ihjel. De kalder det vinter, men jeg har endnu ikke haft lange bukser på. Det er sjovt med østrigere og tyskeres accent. Var ude og få et par øl med Johannes en aften og det var sgu ligesom at være i byen med Arnold Schwarzenegger, svært at gengive på skrift så folk må lige bruge deres fantasi lidt.
Må hellere lige nævne at vi bor i små lejligheder med 5 personer i hver. Jeg bor sammen med en saudi, en sydkoreaner, en mærkelig russer der hedder Kart, der altid er at finde foran fjernsynet i bar overkrop med en skål nudler, og sidst men ikke mindst den mest besynderlige lille kineser gut der har utrolig dårlig hud og derfor altid går rundt med sådan en brun ansigtsmaske af noget der mest af alt ligner soya og nutella blandet sammen. Samtidig koger han sin egen kinesiske urtemedicin der sjovt nok også ligner soya og nutella og drikker det. Alt det er sådan set fint nok hvis ikke det var fordi at alt hvad han laver af mad bare stinker helt sindsygt ikke bare i vores lejlighed men også i hele gangen udenfor lejligheden. Den lille kinesermand står iøvrigt også altid op før klokken seks og damper boller – STRAAAAAAANGE

Intro ugen.
Mandag den 14. startede selve intro forløbet her på AUT og jeg skal være ærlig og indrømme at jeg har noget svært ved at skelne de forskellige dage den uge fra hinanden da utrolig meget tid er gået med at indtage ufattelige mængder af alkohol fra tidlig morgen til sen aften. Der var i den uge alle mulige forskellige sociale arrangementer såsom grill aftener, quiz aftener, pokerturneringer og superhelte bowling. Jeg har mødt så utroligt mange mennesker fra alle afkroge af verden og vi har indtil nu haft det så sindsygt hyggeligt med at holde fest, gå i biografen, lave mad sammen og en milliard andre ting, og selvom jeg kun har været her i tre uger føles det nogle gange som om at man har kendt alle de andre i flere år, og jeg kan allerede mærke nu at jeg ikke har lyst til at tage hjem til december.
Havde iøvrigt en sjov oplevelse i byen for små to uger siden. Vi var en masse afsted på en pub der hedder Father Ted’s for at se rugby – Wallabies mod Spring boks (Australien mod Sydafrika) og mens vi festede løs der hører jeg pludselig en som siger hej Kasper. Jeg vender mig om og der står en gut der hedder Lasse og smiler fjoget. Jeg lærte Lasse at kende da jeg startede på studie i Århus for en fem års tid siden, og størstedelen af det semester jeg nåede at have i Århus blev brugt sammen med ham, vi lavede de mest åndssvage ting sammen, men siden jeg droppede ud har jeg ikke set ham, og så løber man pludselig ind i ham på den anden side af jorden. Det er sgu da for mærkeligt. Til dem der skulle være interesserede har Lasse iøvrigt fået job på Auckland University (det er ikke der jeg går).

Time for school.
Mandag den 21. startede de egentlige skoleting. Oprindeligt havde jeg fået sammensat mit skema så jeg kun havde undervisning mandag og tirsdag, men efter at have skiftet lidt klasser har jeg nu kun fri om fredagen. Jeg havde fuldstændig misforstået det ene fag jeg havde valgt, og befandt mig pludselig i et klasselokale hvor vi var lille mig og 20 indiske giganørder der skulle lære noget 3D programmerings noget.
Mine fag er nu: Advertising and Creativity, Advertising and Media Planning, Organisational Behavior og Project Management. Når man kommer fra Danmark og er vant til at undervisningen varer 45 minutter efterfulgt af en 10-15 minutters pause er det noget af en omvæltning at timerne pludselig er på 2-3 timer med 5 minutters pause. Til gengæld er selve undervisningen meget mere praktisk funderet end derhjemme, ja vi har stortset ikke noget teori.

De andre.
Hvad kan man sige om befolkningen her i Auckland……….. Ja man kan ihvertfald sige at noget der minder om hver 4. person man møder er fra Kanøjserland. Man kunne næsten ligeså godt være taget til bejing eller Seoul eller sådan noget for det er helt sindsygt så mange der er, til gengæld betyder det så at man ikke kan gå 10 meter uden at der ligger en lille biks der sælger asiatisk mad og det til helt vildt billige priser, Sushi koster f.eks kun ca. en trediedel af hvad det gør derhjemme og hvis man bestiller en gang thai curry af en eller anden slags så får man for det første meget større portioner end derhjemme og så er det til halv pris.
Med hensyn til de andre studerende her hvor jeg bor er her en masse tyskere, amerikanere og Kiwier og resten er så lidt en blanding af alle andre nationaliteter. Den anden fyr på billedet øverst på bloggen er en ung skotte ved navn Craig, og han er ubetinget den jeg bruger mest tid sammen med, vi minder utroligt meget om hinanden og det er meget sjældent at jeg møder nogen jeg klikker så godt med lige fra starten. Man kan vel næsten kalde det kærlighed ved første blik. Sidste weekend lejede vi en bil sammen og kørte sydpå. Vi havde ikke nogen bestemt destination, men kørte bare ind lidt forskellige steder der så spændende ud og på trods af at det er vinter kom vi faktisk også en tur i vandet (det var usandsynligt koldt). Om aftenen sov vi bare i bilen med vores dyner. Den ene nat holdt vi parkeret ved havnefronten ved kystbyen Tauranga og blev vækket ved at der var masseslagsmål rundt om bilen, og så sad vi ellers der pakket ind i vores dyner og kiggede ud gennem de duggede ruder og håbede på de ikke lagde mærke til os. Meget kan man sige om Kiwierne, men at slås det er de sgu glade for.
Udover mig og Craig er vi vel en 10 stykker som bruger ret meget tid sammen så det sociale er ikke noget problem, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Jeg er jo ikke lige typen der er bange for at henvende sig til folk.

Så stop dog Kasper!!!
Nåh, nu må jeg vist også hellere få afsluttet den her lange smøre. Jeg har en masse ting at fortælle, men glemmer halvdelen af det og den anden halvdel kan jeg ikke lige finde ud af at forklare ordenligt som tekst så det må jeg fortælle om en anden god gang. Inden jeg slutter helt vil jeg dog lige skynde mig at nævne at jeg på lørdag skal ind og se All Blacks mod Wallabies live på Eden park her i Auckland og jeg glæder mig som en lille kat af siv.