Ferie plus det løse

Phil Collins
Inden jeg starter på at berette om hvordan min ferie gik, er jeg lige noedt til at knytte en enkelt kommentar til Phil Collins, som da jeg ankom til New Zealand lå nummer et på alle landets hitlister (Han er nu røget ned på 5. pladsen). Nogle tænker måske at gode gamle Phil atter engang har begået et kæmpe hit. Dette er dog ikke tilfældet. Nummeret er “In the air tonight” og er fra 1981 og det alt sammen på grund af en reklame for Cadbury chokolade hvor en gorilla spiller trommer til den sang. Der går nærmest ikke en time uden man hører nummeret spillet.

Og nu lidt ferie
Efter et par hårde uger op til “Semester Break” med masser af kæmpe gruppe opgaver var det ved at være godt og grundigt tiltrængt med en pause, og vist også ved at være på tide at jeg for alvor fik set lidt til New Zealand og specielt til sydøen hvor jeg endnu ikke havde været. Craig og jeg fløj til Christchurch den 6. september. Ankom sidst på eftermiddagen så vi lavede ikke rigtigt så meget andet end at vandre lidt rundt i byen og kigge inden vi smuttede tilbage til det hostel hvor vi skulle tilbringe natten. Næste dag stod vi tidligt op og fandt os et sted vi kunne leje en bil. Pigen der arbejde i udlejningsfirmaet var ganske sød så hende fik vi lavet en masse sjov med, og endte med at aftale at vi skulle på en ordentlig bytur når vi kom tilbage til Christchurch med bilen, men den historie vender jeg tilbage til lidt længere nede i bloggen.
Vi endte med at leje en dejlig lille van med plads til at 2 personer kunne sove bagi, og med tilhørende køkkenudstyr så vi slap for at bruge alt for mange penge på junkfood og take away, og så var vi ellers klar til at komme afsted. Første dag i bilen krydsede vi øen fra Cantebury i øst til Westland i surprise surprise vest. Turen tog os igennem det der hedder Arthurs Pass og er ikke specielt interessant med hensyn til aktiviteter men for saaaaaaatan da hvor er det flot (se billede). Man kan slet ikke lade være med at gå helt amok med kameraet.

Klik for større billede

Pandekager, Mums Filibaba
Efter en hyggelig dag i bilen på tværs af øen med masser af stop undervejs, blandt andet for at have en lille sneboldskamp, den første jeg nogensinde har haft i begyndelsen af september, havde vi lige tid til at køre lidt nord og drikke en kold øl og se solen gå ned ved Pancake Rocks i nærheden af Punakaiki. Pancake Rocks var super flot og vi fik taget en masse gode billeder inden det blev mørkt og vi gik igang med at kokkerere gourmet retten tomatsuppe med pasta. Gasbeholderen der fulgte med fra udlejningsfirmaets side var naturligvis næsten tom så vi fik aldrig vandet op at koge måtte tage til takke med halvkogte penne overhældt med kold dåse suppe, ikke det bedste jeg har fået, men det var nu ret sjovt. Samtidig blev det også klart for os at vi var kommet længere sydpå, for temperaturen var noget lavere end på nordøen. Heldigvis fulgte der kun en stor dyne med så vi kunne ligge rigtig tæt………… HMMMM, eller også også havde det været bedre med 2 soveposer da vi den første nat havde en mindre episode. Hvis jeg siger drømme om en pige så har jeg vist ikke sagt for meget.

Hey ho hey ho, its down the coast we go
Vi havde ikke rigtig lagt en plan for hvad vi ville se på turen, det eneste vi vidste var at vi skulle til Queenstown og springe bungyjump. Vi brugte de næste par dage på at køre ned langs vestkysten hele vejen til Queenstown. Da jeg jo ikke har kørekort var Craig nødt til at køre hele vejen, så for at det ikke skulle være alt for træls for ham kørte vi ikke særlig langt hver dag og vi havde en masse små stop undervejs såsom da vi på trediedagen efterhånden virkelig trængte til et bad, fandt et vandfald og hoppede i. Oh my god det var nok den koldeste oplevelse jeg længe har haft, hvorfor er der aldrig nogen der har fortalt mig at smeltet sne ikke er varmt. Udover en tur i vandfaldet havde vi en milliard små oplevelser på turen men de er lidt svære at forklare når man ikke er ansigt til ansigt så dem får i når jeg kommer hjem og så jeg vil holde mig til de lidt større ting her.

Lortevejr
Vi havde glædet os en del til at se to store gletschere på vejen til Queenstown, og hvis vejret havde været med os kunne vi have set det samme som på disse billeder

Men vejret var bestemt ikke med os, så da vi ankom havde de sat et stort skilt op der kort og godt sagde at de på det kraftigste frarådede folk at nærme sig gletcheren. Vi valgte naturligvis at overhøre dette råd og traskede afsted i det vildeste uvejr i shorts og kondisko. I dalen foran gletcheren var der nogle ret vilde floder vi var nødt til at krydse for at komme helt derop, så der blev sprunget fra sten til sten og vi blev ret hurtigt fuldstændig gennemblødte. Efter små 10 minutters gang mødte vi en guide der under normale omstændigheder ville have vist en gruppe turister rundt. Han sagde at han ikke kunne lade os gå videre før han var sikker på at vi fuldstændig forstod farerne ved at fortsætte. Der var åbenbart overhængende fare for at en stor del af gletcheren ville brække af, dette ville betyde at hele dalen ville blive fyldt med vand på små 45 sekunder så hvis det skete var det eneste vi skulle tænke på at “Haule ass” og komme op af en bjergskråning. Nu var vi kommet så langt så vi sagde at det var vi godt klar over, men vi ville alligevel gå videre. Vi nåede aldrig helt frem til gletcheren da vejret bare blev værre og værre, og floderne blev alt for vilde til at vi turde krydse dem. Man havde en fornemmelse af at hvis vi røg i vandet så var der ikke noget at gøre andet end at krydse fingre og håbe på det bedste, så vi måtte indse at vi var nødt til at vende om.
Inden vi kørte videre fik vi os en lækker gang morgenmad på en cafe hvor de viste US Open finalen mellem Federer og Murray. Da Murray jo er skotsk ligesom Craig var vi nødt til at se det.

Dart og Rugby
De næste par dage blev det en slags tradition at vi stoppede i de forskellige små byer vi kom forbi, fandt den lokale pub og nød en pint Speight “The pride of the south” mens vi spillede ufatteligt meget dart. Craig var ret sikker på at hans britiske aner ville sikre ham sejren, men istedet endte det med at han nok aldrig spiller dart med en dansker igen. Den ene aften var det planen at vi skulle ende køreturen i en lille by på vestkysten der hedder Haast. Her skulle vi se semifinalen i Rugby League turneringen mellem Auckland Warriors og Melbourne Storm. Vi var ca 80 kilometer fra byen da benzin lampen pludselig begynder at blinke. Fornuftige mennesker ville nok være stoppet på den tankstation der var cirka en kilometer væk, men på en eller anden måde fik vi gejlet hinanden op til at vi skulle chance den og køre hele vejen, så vi skruede op for musikken rullede vinduerne ned og gik igang med at ryge en masse smøger mens vi nærmest dirrede over hele kroppen over denne vanvittige udfordring vi havde sat os selv
Utrolig nok lykkedes det os faktisk at komme frem uden at løbe tør og vi havde en rigtig god aften med god rugby i en tætpakket pub.

The Amazing Labyrinth og en venlig dame
Efter Haast forlod vi vestkysten og kørte mod Wanaka som er på vejen til Queenstown. I Wanaka kom vi tilfældigvis forbi et underligt lille sted med en stor labyrinth og nogle illusions rum. Det så lidt tamt ud men vi besluttede os for at give det en chance. Da vi kom ind bad en ældre dame os om at betale de 20 dollars per person som det kostede. Vi syntes det var lidt dyrt og spurgte om ikke man kunne få “a good looking european guy discount”. Det kunne vi ikke, til gengæld havde hun problemer med en lampe i receptionen og da Craig løj og sagde at han for ganske nylig havde taget et elektriker kursus lod hun os gratis ind hvis vi kunne reparere lampen………… Og det gjorde vi så.
Jeg betragter mig selv som et nogenlunde intelligent menneske og var ret overbevist om at vi ville storme igennem labyrinten på ingen tid, men selvom vi skyndte os alt hvad vi kunne lykkedes det os faktisk at bruge ca halvanden time på at komme igennem, og det var egentlig ret sjovt. Inden vi forlod stedet skulle jeg lige en tur på toilettet, men blev stoppet på vejen af den ældre dame fra tidligere der spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe med endnu en ting. En pære cirka 8 meter oppe i et stort illusionsrum var sprunget og hun turde ikke selv kravle op af stigen. Da jeg havde hjulpet hende spurgte jeg om hun kendte til et sted hvor det var muligt at få et varmt bad da vi kun havde fået trucker bade siden vandfaldet. Den helt fantastiske dame sagde at vi da hellere end gerne måtte køre hjem til hendes hus og snuppe et bad, døren var åben så vi kunne bare gå ind. Ikke lige hver dag man møder folk som hende så vi huskede også at efterlade en buket blomster da vi smuttede.

Bungy jump og downhill running
Næste dag ankom vi til Queenstown og bookede straks et bungy jump til mig. Craig havde lige inden han kom til New Zealand sprunget et højere bungy jump i Sydafrika og ville derfor ikke bruge pengene på det, men intet kunne holde mig fra et 134 meter spring i en lille kløft. Waaaah Waaaah Wooooom hvor var det fedt. Var ret overbevist om at jeg ikke ville kunne få mig selv til at springe, men da først jeg stod der var det intet problem. De første 2 sekunder føltes det fuldstændig som om at man ikke var spændt fast til noget og man fik noget af et sus i maven. Det er helt sikkert noget jeg skal prøve igen. Jeg er også lige nødt til at rette mig selv. Jeg har vist fået sagt at det var verdens næsthøjeste spring, men tilsyneladende er der et nyt spring i Hong Kong som er 234 meter så jeg vil prøve at se om jeg kan forlænge min ventetid der en smule på vejen hjem så jeg kan prøve det også.
Queenstown er en ret fed by med vildt mange extreme aktiviteter og en masse fede barer og helt sikkert et sted jeg gerne vil tilbage til en dag. Midt i byen er der et stort bjerg man kan komme op på toppen af via nogle “Gondolas”. Vi var lidt for nærige til at betale for det og vandrede istedet til toppen det var meget hårdt og besværligt så da vi skulle ned igen tænkte vi at vi ville have det til at gå lidt hurtigere og valgte derfor at løbe hele vejen ned af nogle off-road cykelruter. Vi havde regnet med at vi ville ende hvor vi startede, men havnede på den anden side af bjerget helt forrevne og kunne så bruge små 2 timer på at gå tilbage.

Mount Cook og en sjov nat
Vi brugte kun halvanden dag i Queenstown da vi gerne ville nå tilbage og have et par dage i Christchurch inden vi skulle hjem igen. Første stop på vejen hjem var en masse bjerge midt på øen hvor man blandt andet finder New Zealands højeste bjerg Mount Cook. Vi pakkede vores gasblus i en rygsæk og drog afsted på en små 5 timers vandretur op ad bjergene og fandt så en lille top hvor vi lavede os en kop te og lidt frokost og spillede et slag skak mens vi bare nød den helt fantastiske udsigt.
Om aftenen besluttede vi os for at vi havde brug for et ordentligt sted at kokkerere, tage et bad og oplade vores telefoner så vi fandt en caravan park og betalte for en nat der. Det var så dejligt at få et ordentligt måltid mad og bare slappe af, så da vi næste dag kom forbi byen igen var vi enige om at succesen skulle gentages. Det eneste problem var at vi ikke gad betale for det en gang til så i ly af natten trillede vi meget forsigtigt ind på pladsen. Vi ville lave mad og tage et bad og så ellers smutte igen, men det gik hverken værre eller bedre end at vi satte brandarlarmen igang mens vi lavede mad, og så var vi ligesom afsløret og måtte punge ud. Efter vores lille middag blev vi inviteret på vild druk i et lille baglokale hvor ejerne af stedet holdt til. Her blev vi involveret i en af de mærkeligste aftener på turen. Tilstede var moderen på omkring de 40, hendes 16 årige søn der helt åbenlyst havde damp og bare var super mærkelig, hendes 20 årige datter plus kæreste der havde deres 3 årige til at sove i en stor bus uden for hvor da allesammen boede. Hvis jeg siger white trash så er det vist en ret god beskrivelse af familien. De var allesammen usandsynligt fulde og spillede et hav af drukspil mens de ellers råbte og skreg af hinanden. Efter et par timer syntes sønnen at det var passende at hente sin luftpistol og begynde at skyde på mig og Craig. Efter et stykke tid snuppede jeg pistolen fra ham og sagde at nu var det hans tur. Han prøvede at løbe, men faldt og vred hans knæ af led, vi stod allesammen og grinede lidt af ham mens han lå der og vred sig, men efter et stykke tid besluttede søsterens kæreste sig for at holde ham fast mens hans mor satte hans ben på plads. Da han omsider var ok igen var han meget sur over at vi havde grinet af ham og ville nu slås med mig og Craig, så mens søsterens kæreste holdt ham tilbage sagde hans mor at vi nok hellere måtte tage vores øl og smutte tilbage til vores bil.

Tilbage til Christchurch
Dagen efter gik turen mod Christchurch, vi havde et enkelt stop på vejen ved Lake Tekapo og Church of the Good Shepherd, ikke så meget at sige andet end at det bare var flot.
Vi havde på forhånd besluttet os for at vi ikke ville betale for at bo nogle steder i Christchurch så jeg havde derfor fået arrangeret med en pige her fra kollegiet at vi kunne komme og besøge hende og hendes forældre og få et godt måltid mad. De boede i det mest fantastiske hus på toppen af en stor bakke med udsigt over hele Christchurch og fik det nok bedste måltid på hele turen, en dejlig blød seng at sove i og en fantastisk morgenmad. Efter natten der tog vi tilbage og afleverede bilen og pigen vi lavede en aftale med da vi lejede bilen sagde at vi kunne komme med hjem til hende og så ville hun ellers køre os rundt til en masse ting i nærheden af Christchurch de næste par dage, så det endte med at vi boede hos hende, fik en ordentlig bytur og lavede en masse afslappende ting såsom at køre til Hamner Springs og bade i varme kilder og en masse andet. Hun kommer iøvrigt til Auckland og besøger os i næste måned og så tager vi hende med til Coromandel Beach hvor varme kilder løber under sandet hvilket betyder at hvis man lejer en lille spade så kan man grave sig sin egen lille opvarmede pool. Er også nødt til lige at nævne at vi brugte en del timer på at spille kæmpe skak på torvet i byen med en masse lokale som tilsyneladende brugte hver eneste dag der. Det er sindsygt svært at spille, for det første fordi at det er svært på samme måde at overskue et kæmpe bræt og for det andet fordi at der står cirka 30 personer rundt om brættet og kommenterer hver eneste træk man laver…………. Hvem havde troet der fandtes skak hooligans?
Efter et par gode dage i Christchurch hoppede vi på flyet tilbage til Auckland og for mit vedkommende tilbage til en masse gruppearbejde, og så i min ferie, det er helt til grin.

Siden da
Siden jeg kom tilbage har jeg ikke foretaget mig så meget, har mest af alt knoklet med skolearbejde og så ellers haft en masse sjove byture. Den ene morgen var vi trætte af altid at bruge tømmermænds dage på bare at sidde og have ondt af os selv, så vi endte med at samle 10 personer og så stable en “skattejagt” på benene, hvilket betød at vi i 5 hold skulle rende byen rundt og finde alverdens mærkelige ting såsom et stykke snor i præcis den rigtige længde, a piece of nothing pie in a pie box, et billede af holdet sammen med en hjemløs og en mand ved navn John. Lyder måske lidt åndet, men det var ganske skægt. Igår var vi til Diwali “The festival of light” en kæmpe indisk en dags festival med masser af mad, musik og dans her i Auckland. Glemte kamera så jeg har desværre ikke nogle billeder af det.
Min bedste oplevelse siden jeg kom tilbage har ubetinget været at jeg forleden havde en vaskeægte olympisk guldmedalje fra Beijing om halsen. Godt nok fra handikap OL, men alligevel. Der bor en gut her på kollegiet som mangler begge ben og halvdelen af den ene arm og han slog sgu lige verdensrekorden og hev guld med hjem. Da jeg havde en del tømmermænd gik det ikke lige op for mig at han blev filmet til New Zealandsk TV så om en lille måneds tid kan jeg se mig selv i fjernsynet spørge efter en saks så jeg kan klippe guldmedaljen af ham. Danskere bliver aldrig velkomne hernede igen.

The “Black” brand
Så lykkedes det mig endelig at få færdiggjort dette indlægt, men inden jeg smutter vil jeg lige snakke lidt om noget jeg synes er lidt interessant, måske kun for mig, but here goes. I ved allesammen hvordan det New Zealandske rugby hold bliver kaldt the All Blacks. Dette er faktisk det ubestridt stærkeste brand i New Zealand og derfor hedder næsten alle herre landshold fra New Zealand noget med black. Således har de the black caps (Cricket), the tall blacks (Basket), the black sticks (Hockey). ville bare lige nævne det .