De første 3 uger

Så er de første 3 uger så småt gået her på den anden side af jorden og Kasper har besluttet sig for at skrive en blog, noget jeg ellers ikke havde regnet med at jeg nogensinde skulle komme til at gøre, men nu kan jeg da strege det fra listen over ting jeg skal nå inden jeg fylder 30. Vil allerede nu gerne undskylde for at den bliver utroligt lang og stortset uden kommaer og de kommaer der er er højst sandsynligt placeret forkert. Samtidig vil jeg gerne rette en speciel kommentar mod min mor og sige: “Bare rolig, jeg skal nok lade være at finde en Kiwi tøs og flytte til New Zealand permanent”

Turen herned.
Nåh, men nu til selve bloggen. Efter 6 dages hårdt arbejde og en masse fester i det sydsvenske tog jeg noget træt og udkørt til lufthavnen og kunne se frem til små 27 timers flyvning med mellemlandinger i London og Hong Kong. Tror kun jeg samlet set fik sovet en to timers tid eller sådan noget da jeg naturligvis kom til at sidde ved siden af en kvinde af den store slags der tilsyneladende ingen søvn problemer havde og konstant lænede sig i min retning og snorkede. Det betød så til gengæld at jeg havde rig lejlighed til at se et par film, men størstedelen af tiden gik nu med at se en masse gamle “All Blacks” rugby kampe (NZ´s rugby hold bliver kaldt the All Blacks).
Ved ikke hvordan andre folk har det med flymad, men jeg elsker det. Det er så hyggeligt at sidde med alle mulige små pakker med forskellige retter og sortere dem på den lille bakke, men det er nok noget autistisk pjat.

De første dage.
Den første dag i Auckland begik jeg den kæmpe brøler at gå i seng klokken 13 da jeg var fuldstændig smadret efter turen. Dette betød at jeg vågnede ved midnat og ikke kunne sove mere og de næste par dage vågnede jeg mellem klokken 5 og 6 hver morgen………… Meget irriterende!!!!!
På andendagen mødte jeg en hyggelig Østrigsk gut Johannes som jeg brugte et par dage sammen med. Vi var blandt andet på en tur til vulkanøen Raingitoto som er den yngste og største vulkanø i NZ, og udsigten fra toppen af selve vulkanen var helt fantastisk, ville ønske at man kunne indfange den slags ordentligt med et almindeligt kamera, men sådan er det jo desværre ikke. Turen til vulkanøen var var samtidig også den eneste dag med godt vejr indtil nu her i Auckland. Ikke fordi at vejret som sådan er dårligt, det er bare helt fuldstændig vanvittigt omskifteligt. Man kan gå rundt i lækkert solskinsvejr for så 10 minutter senere at befinde sig i det vildeste regnvejr man kan forestille sig, og 5 minutter senere er man atter ved at svede sig ihjel. De kalder det vinter, men jeg har endnu ikke haft lange bukser på. Det er sjovt med østrigere og tyskeres accent. Var ude og få et par øl med Johannes en aften og det var sgu ligesom at være i byen med Arnold Schwarzenegger, svært at gengive på skrift så folk må lige bruge deres fantasi lidt.
Må hellere lige nævne at vi bor i små lejligheder med 5 personer i hver. Jeg bor sammen med en saudi, en sydkoreaner, en mærkelig russer der hedder Kart, der altid er at finde foran fjernsynet i bar overkrop med en skål nudler, og sidst men ikke mindst den mest besynderlige lille kineser gut der har utrolig dårlig hud og derfor altid går rundt med sådan en brun ansigtsmaske af noget der mest af alt ligner soya og nutella blandet sammen. Samtidig koger han sin egen kinesiske urtemedicin der sjovt nok også ligner soya og nutella og drikker det. Alt det er sådan set fint nok hvis ikke det var fordi at alt hvad han laver af mad bare stinker helt sindsygt ikke bare i vores lejlighed men også i hele gangen udenfor lejligheden. Den lille kinesermand står iøvrigt også altid op før klokken seks og damper boller – STRAAAAAAANGE

Intro ugen.
Mandag den 14. startede selve intro forløbet her på AUT og jeg skal være ærlig og indrømme at jeg har noget svært ved at skelne de forskellige dage den uge fra hinanden da utrolig meget tid er gået med at indtage ufattelige mængder af alkohol fra tidlig morgen til sen aften. Der var i den uge alle mulige forskellige sociale arrangementer såsom grill aftener, quiz aftener, pokerturneringer og superhelte bowling. Jeg har mødt så utroligt mange mennesker fra alle afkroge af verden og vi har indtil nu haft det så sindsygt hyggeligt med at holde fest, gå i biografen, lave mad sammen og en milliard andre ting, og selvom jeg kun har været her i tre uger føles det nogle gange som om at man har kendt alle de andre i flere år, og jeg kan allerede mærke nu at jeg ikke har lyst til at tage hjem til december.
Havde iøvrigt en sjov oplevelse i byen for små to uger siden. Vi var en masse afsted på en pub der hedder Father Ted’s for at se rugby – Wallabies mod Spring boks (Australien mod Sydafrika) og mens vi festede løs der hører jeg pludselig en som siger hej Kasper. Jeg vender mig om og der står en gut der hedder Lasse og smiler fjoget. Jeg lærte Lasse at kende da jeg startede på studie i Århus for en fem års tid siden, og størstedelen af det semester jeg nåede at have i Århus blev brugt sammen med ham, vi lavede de mest åndssvage ting sammen, men siden jeg droppede ud har jeg ikke set ham, og så løber man pludselig ind i ham på den anden side af jorden. Det er sgu da for mærkeligt. Til dem der skulle være interesserede har Lasse iøvrigt fået job på Auckland University (det er ikke der jeg går).

Time for school.
Mandag den 21. startede de egentlige skoleting. Oprindeligt havde jeg fået sammensat mit skema så jeg kun havde undervisning mandag og tirsdag, men efter at have skiftet lidt klasser har jeg nu kun fri om fredagen. Jeg havde fuldstændig misforstået det ene fag jeg havde valgt, og befandt mig pludselig i et klasselokale hvor vi var lille mig og 20 indiske giganørder der skulle lære noget 3D programmerings noget.
Mine fag er nu: Advertising and Creativity, Advertising and Media Planning, Organisational Behavior og Project Management. Når man kommer fra Danmark og er vant til at undervisningen varer 45 minutter efterfulgt af en 10-15 minutters pause er det noget af en omvæltning at timerne pludselig er på 2-3 timer med 5 minutters pause. Til gengæld er selve undervisningen meget mere praktisk funderet end derhjemme, ja vi har stortset ikke noget teori.

De andre.
Hvad kan man sige om befolkningen her i Auckland……….. Ja man kan ihvertfald sige at noget der minder om hver 4. person man møder er fra Kanøjserland. Man kunne næsten ligeså godt være taget til bejing eller Seoul eller sådan noget for det er helt sindsygt så mange der er, til gengæld betyder det så at man ikke kan gå 10 meter uden at der ligger en lille biks der sælger asiatisk mad og det til helt vildt billige priser, Sushi koster f.eks kun ca. en trediedel af hvad det gør derhjemme og hvis man bestiller en gang thai curry af en eller anden slags så får man for det første meget større portioner end derhjemme og så er det til halv pris.
Med hensyn til de andre studerende her hvor jeg bor er her en masse tyskere, amerikanere og Kiwier og resten er så lidt en blanding af alle andre nationaliteter. Den anden fyr på billedet øverst på bloggen er en ung skotte ved navn Craig, og han er ubetinget den jeg bruger mest tid sammen med, vi minder utroligt meget om hinanden og det er meget sjældent at jeg møder nogen jeg klikker så godt med lige fra starten. Man kan vel næsten kalde det kærlighed ved første blik. Sidste weekend lejede vi en bil sammen og kørte sydpå. Vi havde ikke nogen bestemt destination, men kørte bare ind lidt forskellige steder der så spændende ud og på trods af at det er vinter kom vi faktisk også en tur i vandet (det var usandsynligt koldt). Om aftenen sov vi bare i bilen med vores dyner. Den ene nat holdt vi parkeret ved havnefronten ved kystbyen Tauranga og blev vækket ved at der var masseslagsmål rundt om bilen, og så sad vi ellers der pakket ind i vores dyner og kiggede ud gennem de duggede ruder og håbede på de ikke lagde mærke til os. Meget kan man sige om Kiwierne, men at slås det er de sgu glade for.
Udover mig og Craig er vi vel en 10 stykker som bruger ret meget tid sammen så det sociale er ikke noget problem, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Jeg er jo ikke lige typen der er bange for at henvende sig til folk.

Så stop dog Kasper!!!
Nåh, nu må jeg vist også hellere få afsluttet den her lange smøre. Jeg har en masse ting at fortælle, men glemmer halvdelen af det og den anden halvdel kan jeg ikke lige finde ud af at forklare ordenligt som tekst så det må jeg fortælle om en anden god gang. Inden jeg slutter helt vil jeg dog lige skynde mig at nævne at jeg på lørdag skal ind og se All Blacks mod Wallabies live på Eden park her i Auckland og jeg glæder mig som en lille kat af siv.